Troldens hjerte
Maren Tranholm fortæller om troldens hjerte,
der var gemt i den gamle egeskov
Det er en rigtig gammel sti, som vi går på her igennem egeskoven oven over Daldammen. Her har vistnok altid vokset egetræer; men de var noget mere små og krogede, da jeg var en lille pige. Der er nogen, der siger at egetræer ligner gamle rynkede mænd, fordi deres stammer har sådan en rynket bark; men jeg synes nu lige så godt de kan ligne gamle rynkede koner.
Nej, hvis egetræer ligner noget, så er det trolde, synes jeg, især da hvis egene er sådan krogede og krumryggede, og især hvis det er lidt mørkt. Da jeg var en lille pige var det meget almindeligt at være bange for mørke. Vi kaldte det at være ”mørkræj”.
I må lige tænke på at der slet ingen gadelygter var dengang og at der ellers kun var svage lyspletter i vinduerne fra tællelys eller petroleumslamper. Lommelygter var der slet ingen der havde dengang. I kan tro at vi holdt os inde om aftenen og det blev jo alt sammen ikke bedre af at de voksne næsten altid fortalte spøgelses- eller troldehistorier.
Jeg kan især huske en gammel kone Anne Mette, eller ”Ann Mætt”, som vi kaldte hende, og som var særlig slem til det. En af de historier, som hun fortalte, var om en trold, der havde gemt sit sorte hjerte af flintesten i et skrin. Det skrin, fortalte hun, var begravet lige her i skoven, hvor vi står, under roden af et af de gamle egetræer. Lige netop her.
I hendes historie var der også en ung mand, der hed Espen, og han fandt skrinet og slog troldens stenhjerte i 1000 stykker. Så døde trolden og Espen befriede prinsessen og blev gift med hende og blev konge og alting.
Mig og min veninde Trine var bagefter heroppe for at lede efter det hul hvor skrinet havde været gemt i; men vi fandt det vist ikke. Vi fandt nok et hul; men de voksne sagde at det bare var en rævegrav.
Men vi fandt et lille stykke af en helt sort og skarp flintesten. Det rpikkede mig i fingeren da jeg fandt den så der kom en lille rund dråbe blod frem.
Jeg stak min finger i munden og det smagte af jern og jord og salt.
Kilder: Et folkeeventyr som en gammel Kone har fortalt til Maren. Vistnok. Jeg har selv fortalt netop den historie – eller i hvert fald en der ligner meget - lige der, og dengang fandt vi faktisk skrinet (Uden det sorte flintestenhjerte i, naturligvis). Det er også rigtigt at der meget meget længe, i hvert fald så længe vi ved, har vokset egetræer på skrænten oven for Randbøldal-Museet. Nu om dags vokser der godt nok også bøgetræer med glatte stammer sammen med egene. Det er også rigtigt at der har været et hul ved foden af et egetræ, og at det hul vistnok blev gravet af en ræv. Vistnok.
Kilde: N.M.Schaiffel-Nielsen(1997) Randbøl –træk af et hedesogns historie