Den skrækkelige ildebrand
Papirarbejder Maren Tranholm fortæller om
den skrækkelige ildebrand den 22. marts 1846:
Den 22. marts 1846, ja: ”Åh Herregud, Åh Herregud, dog, aldrig har jeg dog troet at jeg skulle opleve så stor en ulykke! Hele papirfabrikken, det store dejlige hus, er brændt fuldstændig ned til grunden. I går hvor vi gik og arbejdede nede ved Hollænderstampen, kom lilledrengen Niels Holgersen buldrende ned af trappen med kun én træsko på fødderne. Han var helt hvid i hovedet og skreg i vilden sky, så vi ikke forstod et eneste ord af hvad han sagde. Men det var overhovedet heller ikke nødvendigt. For nu kunne vi selv høre flammerne buldre og brage deroppe og vi smed alt hvad vi havde i hænderne og løb mod døren. Jeg skal love for vi kom ud i en fart. Selv om der er vand over det hele her i Randbøldal, var der ikke noget at gøre. Det hele brændte ned på ingen tid. Hvor i alvideste verden skal jeg nu finde arbejde?
I dag kom så Walther selv til Randbøldal, ja, det er jo ham, der ejer hele fabrikken. Han gik rundt og så på elendigheden og sparkede lidt i gløderne. De siger, det var en væltet lampe, der satte ildebranden i gang; men der er jo ikke nogen, der ved noget bestemt.
Jeg havde troet at han ville både græde og bande; men han tog det helt roligt. Han så ikke engang ked ud af det. De siger jo, at han vist nok vil bygge møllen op igen som kornmølle eller som væveri. Men jeg håber nu rigtignok på, at han bygger møllen op som papirfabrik igen, for så kan det jo være, at jeg kan få arbejde her igen. Det ville nu være det bedste.”
Kilde: N.M.Schaiffel-Nielsen(1997) Randbøl –træk af et hedesogns historie (Der står nu kun at papirfabrikken brændte ned den 22. marts 1846. Bagefter – i 1849 - startede klædefabrikken i ”den røde fabrik” med i alt 58 væve)