Turbinesøen
Maren Tranholm fortæller om dengang hest og rytter faldt i turbinesøen:
Gamle folk her vil fortælle, at der er børn, der er druknet i turbinesøen; men det ved jeg nu ikke noget bestemt om. Dyb, det er turbinesøen, som vi også kalder Daldammen, og den er fuld af stinkende sort mudder. Det har jeg selv oplevet.
Sidste fredag kom to ryttere ridende ned i Randbøldal oppe fra Hærvejen ved kirken. Den ene af dem var i en fin hvid bluse, hun var ikke herfra og hun troede jo nok, at der var fast jord under det grønne græs, som dækker Daldammen, og så var det hun prøvede at ride over på den anden side.
Hun kom ikke langt, skal jeg lige love for. Jeg stod selv og så det. Hun red i fuld fart ud i græsset og så forsvandt hun og hesten fuldstændigt med et stort plask. De siger jo der ligger 8 meter mudder, før man når bunden. Men de kom da heldigvis op igen; men kun lige med hoved og hals og de lignede jo en trold og en helhest, fuldstændig sorte, som de var. Man kunne kun se det hvide i deres øjne. Jøsses, som vi alle sammen råbte og skreg og vrinskede. Heldigvis kom smeden forbi og han havde reb bag i vognen. Det tog rigtig lang tid inden vi fik dem begge op, men det gjorde vi da heldigvis. Hold op, hvor vi var sorte af mudder og vi lugtede fuldstændig som rådne æg alle sammen…
Men nu hørte jeg i dag én fortælle nede ved bageren at selveste Nøkken havde lokket en rytterske og hendes hest ud i Daldammen sidste fredag og at de begge to var druknet og stadigvæk ligger helt nede på bunden i det sorte mudder. Men det passer nu nok ikke, for jeg var da selv med til at trække dem op sprællevende var de begge to.
Mundtlig historie (Dog af nyere dato og her noget broderet (Bagerbutikken, - I ved…): Sagn om nøkken, m.fl.